Scythe S-FLEX SFF21F (120 mm blæser) til test

Vi slutter vores test af Scythes nye S-FLEX serie af med den kraftigste model, S-FLEX SFF21F. De to første blæsere i serien gav vi mange rosende ord med på vejen. S-FLEX SFF21F holder den høje standard og runder samtidigt serien af som en stille allround blæser, der kan bruges til mange formål.

Med den samlede S-FLEX serie imødekommer Scythe stort set alle de krav en stilhedsentusiast kan stille til køling og stilhed. De to andre blæsere i serien er S-FLEX SFF21D og S-FLEX SFF21E, som vi også har anmeldt.

 

 

 

Fælles specifikationer for Scythe S-FLEX serien:

Spring direkte til testen af Scythe S-FLEX SFF21F

Sådan ser de ud, de tre nye blæsere fra Scythe. De ligner til forveksling almindelige standard blæsere i sort plastic og der er ikke noget i designet, der fanger opmærksomheden.

Scythe S-FLEX SFF21D, SFF21E, SFF21F

Der, hvor blæserne fra Scythe skiller sig ud fra andre blæsere, er inden i. Normalt er blæsere udstyret med enten glideleje eller kugleleje, hvor glidelejet larmer mindst, men kuglelejet holder længere.

Scythes blæsere er hverken udstyret med glideleje eller kugleleje, men med et S-FDB leje fra SONY. S-FDB står for SONY Fluid Dynamic Bearing og er et flydende leje.

S-FDB, SONY Fluid Dynamic Bearing

I følge Sony er fordelen ved den nye type leje mindre friktion mellem delene og dermed mindre støj og længere holdbarhed. I så fald får man det bedste fra både glidelejet og kuglelejet i dette nye leje. Scythe oplyser at S-FDB lejet har en levetid på 150.000 timer. Til sammenligning har et kugleleje normalt en levetid på ca. 50.000 timer og et glideleje 20.000 timer.

Vores tests viser at støjniveauet er ganske lavt, men kun tiden kan vise, om S-FLEX serien også kan stå distancen over tid. Vores tests viser også at S-FLEX serien er helt fri for klikken og ujævnheder fra leje og motor. Så noget har SONY gjort rigtigt med det nye S-FDB leje.

Scythe S-FLEX SFF21F (corner)
Scythe S-FLEX SFF21F (kabel)

Alle blæserne har åbne hjørner og der medfølger skruer til montering. Der er dog også mulighed for at bruge de gængse bløde ophæng for at dæmpe vibrationer fra blæseren. Der medfølger endvidere et adapterkabel, som åbner op for alle tilslutningsmuligheder.

 

Scythe S-FLEX SFF21F

Ligesom de andre blæsere i serien skiller S-FLEX SFF21F sig kun ud ved at have en anden farve og så er den sat til 0,20 ampere.

Scythe S-FLEX SFF21F
Scythe S-FLEX SFF21F (label)

 

Specifikationer for Scythe S-FLEX SFF21F

Dimensioner 120 mm
Hjørner åbne
Leje S-FDB leje
Tilslutning 3-bens & 4-bens
Volt - ampere - watt 12 V - 0,20 A - 1,8 W
RPM 1600
CFM (kubikfod per minut) 63,7
Støj 28 dB(A)
Pris ca. 115kr.

Hvad ved vi om Scythe S-FLEX SFF21F inden testen.

S-FLEX SFF21F har specifikationer som en klassisk mediumhastigheds blæser. 1600 RPM sikre god ydelse, men hæver også støjniveauet ved 12 volt. De lidt høje omdrejninger giver dog mulighed for at bruge blæseren til andet end decideret lownoise køling. Den er sat til 28 dB(A), hvilket næsten holder stik i følge vores test. CFM på 63,7 virker lidt højt, da andre blæsere med samme RPM ligger noget lavere.

Test af Scythe S-FLEX SFF21F

 

Test: metode og udstyr

Alle produkter i den samme kategori testes efter samme metode. Derfor kan alle de testede produkter umiddelbart sammenlignes. Det gør det lettere at vælge mellem produkterne.

Læs mere om testmetoden og StillPC's principper for tests her.

Lydmålinger: Brüel og Kjær type 2209
Omdrejninger (RPM): Laser tachometer
Spænding: Multimeter

Testens formål er at undersøge hvordan blæseren opfører sig og hvor meget den larmer i forskellige situationer. Da man umiddelbart kan trække både 5, 7 og 12 volt fra strømforsyningen, er det oplagt at undersøge hvordan blæseren opfører sig ved disse spændinger. For at springet fra 7 - 12 volt ikke skal blive for stort, har vi indsat 9 volt, der kun kan opnås med en eller anden form for blæserstyring. Ud fra skemaet kan man altså sammenligne støjniveauet fra forskellige blæsere ved 5, 7, 9 og 12 volt.

Skemaet har også en kolonne, der fokuserer på omdrejninger per minut (RPM). Det skyldes, at der er stor forskel på, hvor mange omdrejninger de forskellige blæsere kører med ved samme spænding (volt). Men har man en trinløs blæserstyring, kan man altid få to forskellige blæsere til at køre med det samme omdrejnings tal. Kolonnen med RPM gør det altså muligt at sammenligne vidt forskellige blæsere ved præcis samme antal omdrejninger. Det er interessant fordi, at en lownoise blæser godt kan støje mere end en "almindelig" blæser, når begge kører med samme antal omdrejninger og dermed køler lige effektivt. Det er med andre ord et mere objektivt sammenligningsgrundlag end volt tallet. Det mest objektive sammenligningsgrundlag ville dog være at måle lydniveauet i forhold til CFM. Læs hvorfor vi ikke medtager CFM i vores tests i artiklen Testmetode til støjsvage blæsere

Lad os se hvordan Scythe S-FLEX SFF21F fylder skemaet ud.

Volt RPM* dB(A)
3,2** 236 -
3,7*** 333 -
4,6 500 14
5,0 588 15
6,0 750 16
7,0 922 19
7,5 1000 20
9,0 1215 24
9,1 1250 24
11,1 1500 30
12,0 1620 31

*Runder per minut (Rounds per minute).
**Laveste spænding hvor blæseren ikke går i stå.
***Laveste spænding som blæseren starter ved.
Afstand mellem blæser og lydmåler: 1 meter.
Baggrundsstøj i testomgivelserne 14 dB(A).


Scythe S-FLEX SFF21F ved 12, 9, 7 og 5 volt

Ved 12 volt viser Vores lydmåler 31 dB(A). Det er tre dB højre, end hvad Scythe har opgivet. Med en måleusikkerhed på ca. 1 dB er det næsten inden for rammerne. 31 dB(A) er et fint lydniveau ved 1600 RPM. Vi har tidligere målt Papst F/2GL til præcis det samme. Når strømmen sænkes til 9 volt, oplever vi et dramatisk fald i lydniveauet på 6 dB(A) til 24 dB(A). Når strømmen sænkes yderligere til 7 volt, falder lydtrykket til 20 dB(A) og blæseren begynder at blive interessant for støjsvage systemer. Ved 5 volt er den næsten helt lydløs og umulig at skelne fra omgivelserne under normale omstændigheder.

Scythe S-FLEX SFF21F - RPM

Scythe S-FLEX SFF21F har de fordele og ulemper, som andre mediumhastigheds blæsere også har. Ved fuld hastighed på 1600 RPM køler den effektivt. Ulempen er, at den larmer for meget for de fleste (31 dB). Derfor er det nødvendigt med en blæserstyring, hvis man ønsker at dæmpe lydniveauet. Hastigheden skal sænkes til ca. 1000 RPM før den bliver aktuel som en lownoise blæser. Sænkes hastigheden yderligere, følger lydniveauet med, indtil den til sidst bliver så godt som lydløs ved ca. 600 RPM.

Scythe S-FLEX SFF21F Er den blæser i S-FLEX serien, der tilbyder den største fleksibilitet. Den opererer fra 236 til 1600 RPM og starter ved 3,7 volt og 333 RPM. Den kan med andre ord levere både effektiv køling og støjsvag operation, hvis den udstyres med en blæserstyring.

Vibrations støj

Vibrationsstøjen er ens for de tre blæsere i S-FLEX serien. Det vil sige, at den er lige fraværende. Det nye S-FDB leje i S-FLEX serien er en positiv nyhed, som effektivt fjerner de små klik og uregelmæssigheder, som vi har oplevet hos andre blæsere. Selvfølgelig er der nogen vibration, men væsentligt mindre end ved mange andre blæsere. Blæseren kører jævnt uden uregelmæssigheder.

Konklusion

Scythe S-FLEX SFF21F er ikke født som en lownoise blæser, men sænkes strømmen, bliver den lige så stille som de mere støjsvage blæsere i serien. Derfor er S-FLEX SFF21F et godt valg, hvis man ind imellem har brug for kraftig køling, men også vil nyde stilheden fra en lownoise blæser. Kort og godt, en suveræn allround blæser, der kan det hele.

Se alle anbefalede støjsvage blæsere her.

 

Positivt Negativt

+ Stille ved 7 volt
+ Meget stille ved 5 volt
+ Meget fleksibel
+ Meget jævn
+ Kun lidt vibration
+ Flere tilslutningsmuligheder

- højt lydniveau (31 dB) ved 12 volt

 

Scythe S-FLEX SFF21F er venligst udlånt af BS Multimedia, som forhandler blæseren.

 



Diskuter denne artikel i forummet

 




copyright © 2005 & 2006 StillePC.dk