Papst 4412 F/2GLL (120 mm) til test

Blæsere fra det tyske firma Papst har igennem lang tid været blandt de mest populære på det danske marked. Papst 4412 F/2GLL er den anden blæser fra Papst, som vi kører gennem testmøllen. Den første Papst blæser vi kiggede på, Papst 4412 F/2GL, var også en 120 mm blæser. Den klarede sig glimrende og derfor er forventningerne naturligvis høje til Papst 4412 F/2GLL, som kører 300 RPM langsommere end model 4412 F/2GL.

 

 

Lad os se nærmere på Papst 4412 F/2GLL

 

Papst F/2GLL
Papst F/2GLL (label)


Papst 4412 F/2GLL er designmæssigt en standard blæser, der ikke gør meget væsen af sig. Plastikken er solid og de åbne hjørner giver flere muligheder for montering. Her kan både bruges skruer eller en blød montering, som dæmper vibration.

Papst F/2GLL (corner)

 

Specifikationer for Papst 4412 F/2GLL

Dimensioner 120 mm
Hjørner åbne
Leje Glideleje
Tilslutning 3-bens
Volt - ampere - watt 12 V - 0,60 A - 0,72 W
RPM 1300
CFM (kubikfod per minut) 41,2
Støj 18 dB(A)
Pris ca. 120 kr.

Hvad ved vi om Papst 4412 F/2GLL inden testen.

Støjniveauet er opgivet til 18 dB(A) ved 1300 RPM. Hvis det viser sig at holde stik, er Papst blæseren den bedste blæser, som vi er stødt på indtil nu. Papst har det dog med at være noget optimistiske med deres lydopgivelser, så vi regner ikke med mirakler. CFM på 41,2 virker ikke urealistisk. Papst 4412 F/2GLL er udstyret med glideleje, der ofte er mere stille end andre lejer. Strømtilslutningen er et 3-bens stik med RPM aflæsning. Der er ingen medfødt mulighed for at tilslutte til et 4-bens stik - desværre.

Test af Papst 4412 F/2GLL 120 mm

Test: metode og udstyr

Alle produkter i den samme kategori testes efter samme metode. Derfor kan alle de testede produkter umiddelbart sammenlignes. Det gør det lettere at vælge mellem produkterne.

Læs mere om testmetoden og StillPC's principper for tests her.

Lydmålinger: Brüel og Kjær type 2209
Omdrejninger (RPM): Laser tachometer
Spænding: Multimeter

Testens formål er at undersøge hvordan blæseren opfører sig og hvor meget den larmer i forskellige situationer. Da man umiddelbart kan trække både 5, 7 og 12 volt fra strømforsyningen, er det oplagt at undersøge hvordan blæseren opfører sig ved disse spændinger. For at springet fra 7 - 12 volt ikke skal blive for stort, har vi indsat 9 volt, der kun kan opnås med en eller anden form for blæserstyring. Ud fra skemaet kan man altså sammenligne støjniveauet fra forskellige blæsere ved 5, 7, 9 og 12 volt.

Skemaet har også en kolonne, der fokuserer på omdrejninger per minut (RPM). Det skyldes, at der er stor forskel på, hvor mange omdrejninger de forskellige blæsere kører med ved samme spænding (volt). Men har man en trinløs blæserstyring, kan man altid få to forskellige blæsere til at køre med det samme omdrejnings tal. Kolonnen med RPM gør det altså muligt at sammenligne vidt forskellige blæsere ved præcis samme antal omdrejninger. Det er interessant fordi, at en lownoise blæser godt kan støje mere end en "almindelig" blæser, når begge kører med samme antal omdrejninger og dermed køler lige effektivt. Det er med andre ord et mere objektivt sammenligningsgrundlag end volt tallet. Det mest objektive sammenligningsgrundlag ville dog være at måle lydniveauet i forhold til CFM. Læs hvorfor vi ikke medtager CFM i vores tests i artiklen Testmetode til støjsvage blæsere

Lad os se hvordan Papst 4412 F/2GLL fylder skemaet ud.

Volt RPM* dB(A)
3,5** 298 -
3,5*** 298 -
4,9 500 14
5,0 510 14
6,9 750 16
7,0 765 16
9,0 1000 19
11,5 1250 24
12,0 1300 24

*Runder per minut (Rounds per minute).
**Laveste spænding hvor blæseren ikke går i stå.
***Laveste spænding som blæseren starter ved.
Afstand mellem blæser og lydmåler: 1 meter.
Baggrundsstøj i testomgivelserne 14 dB(A).


Papst 4412 F/2GLL ved 12, 9, 7 og 5 volt

Det første vi lægger mærke til ved Papst 4412 F/2GLL er, at Papst igen har opgivet et lydniveau, der ikke stemmer overens med vores målinger. Papst oplyser, at 4412 F/2GLL har en lydudbredelse på 18 dB(A) ved 12 volt. Nålen på vores lydmåler stopper imidlertid ved 24 dB(A) og bliver stående. Det er lidt synd, at Papst får en negativ bemærkning på den konto, for 24 dB(A) ved 1300 RPM er faktisk noget af det bedste, vi har set. De annoncerede 18 dB(A) kan vi først aflæse, når strømmen sænkes til under 9 volt. Ved 9 volt er lydtrykket 19 dB(A) og RPM er på 1000. Det er igen noget af det bedste, vi har set. Ved 7 volt falder lydtrykket til 16 dB(A) og nu er Papst 4412 F/2GLL svær at høre. Ved fem volt falder den i et med den meget lave baggrundsstøj på 14 dB(A) og bliver uhørlig.

Papst 4412 F/2GLL - RPM

Papst 4412 F/2GLL er en meget fleksibel blæser. Den starter upåklageligt ved 3,5 volt og ca. 300 RMP. Ved maks. ligger den meget præcist på de oplyste 1300 RPM. Det er en det er en rimelig stor spændvidde, som passer godt til de fleste støjsvage systemer. Blæseren er faktisk ret stille selv ved 1300 RPM og ved 1000 RPM er det den mest stille blæser, som vi har målt på. Dog kun med en margin på 1 dB(A), så her kan måleusikkerhed også spille ind. Som vi har set det med flere andre blæsere bliver Papst 4412 F/2GLL først rigtig stille ved omkring 750 RPM og helt uhørlig ved 500 RPM.

Vibrations støj

Vi har tidlige oplevet, at blæsere fra Papst har lavet små klik lyde og været en lille smule ujævne. Desværre er Papst 4412 F/2GLL ikke nogen undtagelse. De små ujævne vibrationer er ikke voldsomme eller kraftige og vil i mange situationer ikke kunne høres. Det må dog stadig trække ned, da andre blæserproducenter formår at lave blæsere, der ikke har disse sære klik.

Konklusion

Papst 4412 F/2GLL er en virkelig god blæser, der rent støjmæssigt er blandt de bedste. Det er bestemt ikke uden grund, at der sælges mange Papst blæsere i Danmark og resten af Europa. Strømmen skal dog sænkes, hvis den skal være rigtig stille, men det gælder jo også andre blæsere.

Se alle anbefalede støjsvage blæsere her.

 

Positivt Negativt

+ Stille ved 9 volt
+ Meget stille ved 7 og 5 volt
+ Fleksibel

- Optimistisk opgivelse af lydniveau
- Intet 4-bens stik (molex)
- En smule ujævn

 

Papst 4412 F/2GLL er venligst udlånt af Midtdata, som forhandler blæseren.

 



Diskuter denne artikel i forummet

 




copyright © 2005 & 2006 StillePC.dk