NorthQ NQ-3702 Silent Tornado (120 mm blæser) til test.

Efter at have kigget på både 92 mm og 80 mm udgaven af NorthQs Silent Tornado serie er turen nu kommet til 120 mm modellen.

Det har været en blandet fornøjelse at kigge på NorthQs blæsere indtil nu. Vi har oplevet motorstøj og megen vibration, men også flere gode takter fra 80 mm modellen. Derfor har vi besluttet at give 120 mm modellen en chance på testbænken. Det fortryder vi bestemt ikke for NorthQ NQ-3702 Silent Tornado, har vist sig at være en yderst støjsvag og jævn blæser, der kan konkurrere med de bedste.

 


Lad se lidt nærmere på blæseren.

 

Silent tornado er en enkel blæser i sort plastic. Der er ikke noget særligt at lægge mærke til bortset fra at hjørnerne er lukkede. Der medfølger skruer til montering.

 

 


Specifikationer for NorthQ NQ-3702 Silent Tornado

Dimensioner 120 mm
Hjørner Lukkede
Leje kugleleje
Tilslutning 3-bens & 4-bens
Volt - ampere - watt 12 V - ? A - ? W
RPM 1100
CFM (kubikfod per minut) 38,0
Støj 12 - 17 dB(A)
Pris ca. 150 kr.

Hvad ved vi om NorthQ NQ-3702 Silent Tornado inden testen.

Med 1100 RPM kan vi forvente en stille blæser i lownoise kategorien. Det oplyste støjniveau på 12 - 17 dB(A) virker lidt optimistisk, men det er vi efterhånden vant til. 38 CFM virker realistisk og er den ydelse, som man kan forvente ved en lownoise blæser. Blæseren er født med et 3-bens stik og der medfølger et adapterkabel, så man let kan skifte til et 4-bens stik. Lejet er et keramisk kugleleje, der traditionelt giver lang levetid.

Test af NorthQ NQ-3702 Silent Tornado

Test: metode og udstyr

Alle produkter i den samme kategori testes efter samme metode. Derfor kan alle de testede produkter umiddelbart sammenlignes. Det gør det lettere at vælge mellem produkterne.

Læs mere om testmetoden og StillPC's principper for tests her.

Lydmålinger: Brüel og Kjær type 2209
Omdrejninger (RPM): Laser tachometer
Spænding: Multimeter

Testens formål er at undersøge hvordan blæseren opfører sig og hvor meget den larmer i forskellige situationer. Da man umiddelbart kan trække både 5, 7 og 12 volt fra strømforsyningen, er det oplagt at undersøge hvordan blæseren opfører sig ved disse spændinger. For at springet fra 7 - 12 volt ikke skal blive for stort, har vi indsat 9 volt, der kun kan opnås med en eller anden form for blæserstyring. Ud fra skemaet kan man altså sammenligne støjniveauet fra forskellige blæsere ved 5, 7, 9 og 12 volt.

Skemaet har også en kolonne, der fokuserer på omdrejninger per minut (RPM). Det skyldes, at der er stor forskel på, hvor mange omdrejninger de forskellige blæsere kører med ved samme spænding (volt). Men har man en trinløs blæserstyring, kan man altid få to forskellige blæsere til at køre med det samme omdrejnings tal. Kolonnen med RPM gør det altså muligt at sammenligne vidt forskellige blæsere ved præcis samme antal omdrejninger. Det er interessant fordi, at en lownoise blæser godt kan støje mere end en "almindelig" blæser, når begge kører med samme antal omdrejninger og dermed køler lige effektivt. Det er med andre ord et mere objektivt sammenligningsgrundlag end volt tallet. Det mest objektive sammenligningsgrundlag ville dog være at måle lydniveauet i forhold til CFM. Læs hvorfor vi ikke medtager CFM i vores tests i artiklen Testmetode til støjsvage blæsere

Lad os se hvordan NorthQ NQ-3702 Silent Tornado fylder skemaet ud.

Volt RPM* dB(A)
3,6** 214 -
4,7*** 383 -
5,0 403 14
5,9 500 14
7,0 621 15
8,3 750 16
9,0 821 17
11,2 1000 20
12,0 1060 20

*Runder per minut (Rounds per minute).
**Laveste spænding hvor blæseren ikke går i stå.
***Laveste spænding som blæseren starter ved.
Afstand mellem blæser og lydmåler: 1 meter.
Baggrundsstøj i testomgivelserne 14 dB(A).


NorthQ NQ-3702 Silent Tornado ved 12, 9, 7 og 5 volt

NorthQ NQ-3702 Silent Tornado er en ganske stille blæser ved 12 volt, men den kan trods alt stadig høres og mange vil sænke strømmen og dermed støjen yderligere. Sænkes strømmen til 9 volt bliver blæseren meget stille og yder stadig ret godt. Sænkes strømmen yderligere til 7 eller 5 volt, er det svært at høre blæseren og den opleves i praksis som lydløs.

NorthQ oplyser støjniveauet til at være 12 - 17 dB(A) og oplyser at blæseren opererer ved 6 - 12 volt. Hvis vi oversætter den fleksible lydangivelse til at være 12 dB(A) ved 6 volt og 17 dB(A) ved 12 volt, kan vi konkluderer, at ingen at tallene holder stik i forhold til vores målinger. Blæseren støjer med 20 dB(A) ved 12 volt og ~14 dB(A) ved 6 volt. Endnu en gang kan vi konstatere at blæserproducenterne enten måler på en anden måde end vi gør eller også at de er noget optimistiske, når de oplyser støjniveauet. Men NorthQ NQ-3702 Silent Tornado er dog stadig en stille blæser.

NorthQ NQ-3702 Silent Tornado - RPM

Blæseren fra NorthQ har et maks RPM-tal på 1100, hvilket placerer den i lownoise kategorien. Trods det lave omdrejningstal leverer blæseren dog rigeligt med luft til de fleste køleopgaver. Den følger mønsteret for en god lownoise blæser og er således stille ved ~1000 RPM og bliver rigtig stille nå den kommer under ~800 RPM. Skrues der yderligere ned, bliver den meget svær at skelne fra omgivelserne.

Blæseren er nogenlunde fleksibel og starter således sikkert ved 4,7 volt og 383 RPM og topper ved 1100 RPM.

Vibrations støj

NorthQ NQ-3702 Silent Tornado Skiller sig positivt ud fra de andre blæsere fra NorthQ, som vi har testet. Ved de andre modeller var der problemer med motorstøj og vibration, men ved NQ-3702 er motorstøj og vibration næsten helt fraværende. Blæseren er således blandt de allerbedste, når det gælder vibration. Den er jævn og lækker og kan måle sig med eller er bedre end de fleste konkurrenter på dette punkt.

Konklusion

NorthQ NQ-3702 Silent Tornado en virkelig god lownoise blæser, der imponerer ved at være yderst "smooth" og ved sin meget lave grad af vibration. Den vil sandsynligvis være at finde blandt de allerbedste ved næste roundup.

Se alle anbefalede støjsvage blæsere her.

 

Positivt Negativt

+ Stille ved 12 volt
+ Meget stille ved 9 volt
+ Meget jævn
+ Kun lidt vibration
+ Flere tilslutningsmuligheder

- Optimistisk opgivelse af lydniveau

 

NorthQ NQ-3702 Silent Tornado er venligst udlånt af Midtdata, som forhandler blæseren.

 



Diskuter denne artikel i forummet

 




copyright © 2005 & 2006 StillePC.dk